Landsdelens største boligcenter   
                                               


Pressemeddelelse


Landsdelens største bolighus har udvidet

IDEmøbler Max Jessen i Terndrup har brugt sommeren til endnu en udvidelse.

De fleste nordjyder med hang til boliginspiration nikker genkendende, når de hører navnet Max Jessen.

I ikke mindre end 55 år har Terndrup-virksomheden – lidt syd for Aalborg – leveret møbler til hele landsdelen.

I starten i 1951 var rammerne på beskedne 16 kvadratmeter, men med endnu en udvidelse denne sommer, er der nu ikke mindre end 6000 kvadratmeter spækket med gode sager til boligen.

Virksomheden, der er en del af IDEmøbler-kæden, er siden 1985 blevet ledet af Max Jessens søn; Lau Jessen.

Lau fortæller:

- Denne sommer har vi bygget en ny og anderledes hall og indgangsparti med cafe, rislende vand, møbeludstilling, storskærm og en spændende belysning.

- Jeg er derfor lidt stolt over, at vi efterhånden ikke bare er landsdelens største boligcenter, men også ét af Danmarks største.

Vækst anerkendt af Børsen

- Nu er størrelsen jo ikke en kvalitet i sig selv, men basis for udvidelsen skyldes en enorm vækst, der har udgangspunkt i, at kunder fra det meste af Jylland efterhånden har fået øje på os, og synes om det, de oplever.

- Det er vel den bedste anerkendelse, man kan få, fortæller Lau Jessen.

Og apropos anerkendelse, så er virksomhedens vækst også noget erhvervsavisen Børsen har fået øjnene op for.

Sidste år blev Max Jessen således kåret til en såkaldt gazelle-virksomhed. En sjælden hæder, der tildeles virksomheder, der 3 år i træk har præsteret en vækst på over 100 %.

Ny profilavis

I anledning af den seneste udvidelse og tilbygning har IDEmøbler Max Jessen udgivet en profilavis, der fortæller om virksomheden, medarbejderne og nogle af efterårets spændende produkter på en anderledes måde. Avisen omdeles med Nordjyske, men kan også afhentes i butikken i Terndrup.

Mange nye tiltag

- Sammen med nytilbygningen og en masse spændende efterårsnyheder til boligen, byder vi i dette efterår også på en række nye tiltag. - Vi lancerer blandt andet ”Huskeservice”, der er unik i branchen. Nemlig en gratis service, hvor man løbende bliver mindet om forskellige forhold vedrørende ens produkt. Eksempelvis garantiudløb, nødvendige behandlinger og så videre, fortæller Lau Jessen.