Det startede småt i 1951 i et lokale på 16 m². Nu disponeres der over ca. 6000 m².
Max Jessen overtog i 1946 en tømrer- og snedkervirksomhed og begyndte så småt også at handle med møbler og tæpper.
Et mindre butikslokale ved siden af privatbeboelsen blev købt i 1951. Men dette salgslokale blev snart for trangt og endnu et butikslokale blev købt til, og senere blev der yderligere opført et større salgs- og udstillingslokale på den modsatte side af Aalborgvej, således at forretningen nu rådede over 1300 m².
I slutningen af tresserne havde forretningen også en filial i Aalborg, der hvor FØTEX ligger nu.
Max Jessen Boligmontering var den første møbelforretning, der anskaffede en møbelbus. Et initiativ der vakte opsigt, idet de fleste møbelforretninger dengang entrerede med lokale vognmænd om transport af de solgte møbler.
Den næste udvidelse skete med opførelsen af to butikslokaler i Terndrup-Centret på hver 500 m² - indrettet som specialafdelinger for henholdsvis senge og tæpper.
Efter en brand på Aalborgvej i 1981 var det nødvendigt med en ny og tidssvarende løsning. Derfor blev det store areal ved omfartsvejen erhvervet og i 1985 stod et nyt moderne møbelhus på 2000 m² klar til at rumme alle bolighusets afdelinger.
I år 2000 blev der tilbygget yderligere 1100 m² salgs- og udstillingsareal, og i 2004 opførtes endnu en tilbygning på ca. 1000 m², der primært rummer en specialafdeling for senge.
I 2006 er en længe tiltrængt udvidelse af lagerkapaciteten gennemført. Der blev købt et tilstødende grundareal, så den eksisternede lagerhal kunne blive forlænget. Der er dermed skabt den fornødne plads til at håndtere de mange møbler der skal ind og ud. Den eksisterende lagerhal gennemgik samtidigt en grundig renovering.
Derudover er der i 2006 også foretaget en væsentlig forbedring af tilkørselsforholdene og etableret en tidssvarende P-plads ved forretningen. Og endelig har forretningen i 2006 fået en markant indgangsportal og en høj pyramideformet glasoverdækning af det tidligere indgangsareal. Her er der indrettet cafe i hyggelige omgivelser med bl.a. vandbassin.
Max Jessen var i 1969 en af initiativtagerne til stiftelsen af IDEmøbler, og forretningen har siden været medlem heraf. IDEmøbler indgik i november 2007 fællesejerskab med kapitalfonden Axcel om aktiviteterne i møbelkæden. IDEmøbler Max Jessen A/S Terndrup fortsætter som en selvstændig IDE-butik i dette samarbejde med Danmarks største møbelkæde.